|
Torsdag den 13. januar modtog urforretningen ’Kvart Over´ på Amagerbrogade 61 prisen for Årets Butiksfacade på Amagerbrogade 2010, pisen bestod foruden en bronzeplakette til opsætning på butikken af en kontant pengegave på 10.000 kr. til butikken.
 Næstformand i Amager Øst Lokaludvalg, Randi Sørensen overrakte - på vegne af arbejdsgruppen Amagerbrogade som strøg- og handelsgade - prisen til forretningens indehaver John Vigel og hans hustru Birgit Vigel.
Amagerbladet var også på pletten, læs artiklen her: http://www.e-pages.dk/bgmonline_ab/205/18
I bedømmelsen af ’Årets Butiksfacade på Amagerbrogade 2010’ lagde komitéen vægt på at: - ’Facaden i sig selv er smuk og respekterer bygningens oprindelige karakter, den oprindelige vinduesinddeling bibeholdes og uret bringer på en moderne måde associationer til de gamle laugskilte’. - ’Den valgte facade indgår flot som en del af en helhed i et facadeforløb, som har et gesimsbånd som gennemgående træk, der samler forløbet og danner ramme for forskellighed’. Komitéen har ønsket at præmiere en facade der rummer det element af skævhed og overraskelse som kendetegner Amagerbrogade og bydelen som helhed. I år har denne kvalitet imidlertid snarere været at finde i de større helheder end de enkelte butiksfacader. Under bedømmelsesprocessen bed komitéen gentagne gange mærke i, at et klart, samlende arkitektonisk greb i bebyggelsernes stuefacader bidrager væsentligt til den enkelte butiksfacades udtryk og muligheder. Bedømmelseskomitéen bestod af: Stadsarkitekt Tina Saaby Madsen, næstformand i Amager Øst Lokaludvalg Randi Sørensen, medlem af Amager Vest Lokaludvalg, Hanne Schmidt, næstformand i Sundbyernes Handelsforening Tom Fuglevig samt Gudrun Christiansen, kasserer i Foreningen tilHovedstadens Forskønnelse.
|